COVID-19 | Status på hjælpepakker og gode råd

Økonomi | 02.11.2020

af Azets

Se en samlet oversigt over tiltag og hjælpepakker

Er du bekymret for din likviditet som følge af COVID-19? Det er der rigtig mange danske virksomheder, der er - og med god grund. Smittetallene er lige nu tårnhøje, der kommer nye restriktioner til hele tiden, og som i foråret er store dele af dansk erhvervsliv hårdt presset.

Opdaterede og forlængede hjælpepakker

De hjælpepakker, som lanceredes i foråret er løbende blevet justeret, forlænget og udvidet. Herunder får du et overblik over de ændringer, som blev offentliggjort den 27. oktober:

  • De nuværende ordninger forlænges til og med den 31. januar 2021
  • Ordningen for kompensation for faste omkostninger udvides således, at der nu kræves en nedgang i omsætning på 30%, hvor det før var 35%. For mindre virksomheder hæves den maksimale kompensation til 90%.
  • Rammes man af forsamlingsloftet på maksimalt 10 deltagere, fordi man er direkte leverandør til arrangementer af minimum den størrelse, kan man nu også opnå kompensation. Det kan f.eks. være tilfældet for taxaer og lyd- og lys-leverandører.
  • De eksisterende kompensationsordninger bliver nu også tilgængelige for virksomheder, hvis omsætning er påvirket af forsamlingsloftet og forbuddet mod at sælge alkohol efter kl. 22.00.
  • Betyder forsamlingsloftet, at man som virksomhed er forhindret i at gennemføre sine aktiviteter, vil man høre under de samme vilkår som tvangslukkede virksomheder i forhold til kompensationsordningerne.
  • Tvangslukkede virksomheder uden omsætning får mulighed for at sende medarbejdere hjem med lønkompensation – det gælder f.eks. messeaktivitet.
  • Faste leverandører til pelsdyravlere eller kommercielle pelserier, hvor hele besætninger aflives, får adgang til kompensationsordningen for selvstændige og for faste omkostninger.
  • Muligheden for at få et rentefrit momslån for små og mellemstore virksomheder genåbnes for virksomheder, der endnu ikke har ansøgt. Samtidig udskydes tilbagebetalingsdato til 1. november 2021.

Ekstra kompensation til kulturlivet:

  • Ny kompensationsordning på 60 millioner kr. til aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet
  • Der er frem til 31. januar 2021 afsat 450 millioner kr. til kultur- og foreningslivet
  • Der er afsat 50 millioner kr. til et nyt genstartsteam, hvis opgave der er at undersøge hvordan kultur-, forenings- og idrætslivet skal udfolde og udvikle sig under COVID-19
  • Der er afsat 25 millioner kr. til legater til kunstnere, der er økonomisk udfordret som følge af corona
  • Der er afsat 15 millioner kr. til en biografpulje som skal støtte biograferne og deres aktiviteter

Hvad kan du ellers gøre?

Alle disse hjælpepakker og tiltag ændrer ikke på, at likviditeten hos mange virksomheder vil blive hårdt presset i den kommende tid. Det er derfor vigtigt, at du som erhvervsdrivende og virksomhedsejer gør dig nogle alvorlige overvejelser om, hvordan du kan håndtere og komme igennem denne situation på den mest hensigtsmæssige måde.

Herunder har jeg samlet et udvalg af de oplagte muligheder, man som virksomhed bør kigge på i bestræbelserne på at skåne likviditeten.

  • Brug af eksisterende likviditet. Du skal have dannet dig et overblik over, hvordan virksomhedens likviditet ser ud, så du ved, hvad der er til rådighed.

  • Reducer omkostningerne. Du skal have dannet dig et overblik over virksomhedens omkostninger. Det kan meget vel være, at nogle omkostninger kan skæres midlertidigt fra eller udsættes til et senere tidspunkt.

  • Inddriv tilgodehavender. Dine kunder står med stor sandsynlighed i samme situation, og derfor er det vigtigt at inddrive tilgodehavender hurtigst muligt.

  • Fakturér udført arbejde i bund. Sørg for at få sendt fakturaer afsted for det arbejde, som er færdigudført.

  • Fortsæt med at udføre fakturérbart arbejde og fakturér dette. Er det stadig muligt at udføre fakturérbart arbejde, så er denne aktivitet naturligvis vigtig. Måske er det muligt at forudfakturere nogle varer eller ydelser.

  • Etabler en kassekredit. En kassekredit kan vise sig gavnlig, når diverse offentlige kreditter udløber. Endvidere skal du huske på, at når der kommer gang i hjulene igen, kan der hurtigt gå et par måneder, førend pengene kommer i kassen.

  • Udsættelse af fristen for betaling af AM-bidrag og A-skat. Fristerne er rykket fire måneder frem. Vær opmærksom på, at fristen afhænger af din virksomheds størrelse. Se fristerne her
  • Udsættelse af fristen for indberetning og betaling af moms: Vær opmærksom på, at fristen afhænger af din virksomheds størrelse. Se fristerne her
  • Hjemsendelse af medarbejdere og mulighed for lønrefusion. Læs mere her

  • Sygerefusion fra 1. sygedag. Hvis dine medarbejdere rammes af COVID-19, kan du få refusion fra 1. sygedag. Læs mere om refusioner her.

  • Lav et likviditetsbudget. En vigtig parameter for at styre godt igennem den kommende periode er at have et opdateret overblik over din virksomheds økonomi og likviditet. Læs mere her om likviditetsbudget.

 

Eksempel på graf fra drifts- og likviditetsbudget

Virksomheden i eksemplet oplever et fald i likviditet i begyndelsen af året som følge af COVID-19. Herefter ses en stigning i likviditet, da virksomheden går i gang med at fakturere udført arbejde og inddrive penge fra debitorer. Virksomheden holder niveauet nogle måneder, men fra maj/juni falder likviditeten støt og ender med at gå i minus. Det er bl.a. et resultat af, at de udskudte frister for moms, AM-bidrag og A-skat er nået. I årets sidste måneder ses en begyndende stigning, da der nu er gang i hjulene igen, og pengene er begyndt at komme ind.

Budget.JPG

Har du brug for assistance?

I Azets kan vi rådgive dig og assistere med alle de ovenstående punkter. Vi kan hjælpe dig med at skabe overblik over din virksomheds økonomi og likviditet og med at forstå de forskellige aktuelle tiltag og støtteordninger. Vi kan også hjælpe med udarbejdelsen af en likviditetsrapport, som både tager højde for lavere aktivitet i en periode og indregner diverse støtteordninger. Foruden at skabe et vigtigt overblik for dig selv, kan du også få brug for opdaterede budgetter ved etablering af kassekredit eller lån i banken.

Ring til os på 70 232 232, hvis du har brug for vores hjælp og rådgivning.

Se en samlet oversigt over tiltag og hjælpepakker

post author

Om Azets

Azets er en international koncern, der tilbyder assistance inden for økonomi, løn, rådgivning og forretningstjenester. Med over 6.500 medarbejdere på tværs af vores kontorer, assisterer vi virksomheder og organisationer i alle brancher og størrelser med at udvikle deres virksomhed og realisere det forretningsmæssige potentiale.